Godt samarbejde skabte ny løsning

 

Blue Idea har i samarbejde med Softværket udviklet en ny løsning, som skal sikre lynhurtige driftshændelser på varmeværkernes hjemmesider.

 

Nogle løsninger kan være næsten usynlige for kunden. Men det betyder ikke, at de er uden værdi.

 

I efteråret 2021 tog vi kontakt til Softværket, som udvikler hjemmesider for landets fjernvarmeværker. På mange af disse hjemmesider figurerer der en oversigt over driftshændelser, som trækkes fra Blue Ideas system. Og det var netop denne feature, som kunne bruge en lille nytænkning.

 

- Integrationen var sat op på den måde, at Softværkets system hvert minut spurgte vores, om der var nye driftsforstyrrelser. Det bliver til rigtig mange kald i timen, hvilket belaster begge systemer og skaber en mindre forsinkelse på driftshændelserne på kundens hjemmeside, forklarer Peter Frost, projektleder i Blue Idea.

 

Fra idé til handling

 

Softværket var med det samme åben for en optimering af integrationen – og allerede på det første møde blev grundstenene lagt. 

 

Løsningen var et såkaldt webhook, som heldigvis oversættes til dansk af Nill Mortensen, udvikler hos Softværket.

 

- Det betyder egentlig bare, at i stedet for at spørge Blue Idea om driftshændelser, så sender de besked til os, når de sker. Så man vender pilene om, forklarer han.

 

Med planen på plads gik de følgende uger med kodning og testning – og omkring vinterferien var den nye løsning allerede i drift.

 

- Med det gamle set-up gik der typisk tre minutter, før driftshændelsen blev vist på kundens hjemmeside. Og det kan føles som lang tid, når der er tale om akutte afbrydelser. Men med den nye løsning vises driftshændelsen med et fingerknips, siger Nill Mortensen.

 

Fælles hjælp til fælles kunder

 

Den nye løsning glæder Blue Ideas projektleder, Peter Frost. Og det skyldes ikke kun, at serveren nu belastes meget mindre – til gavn for både kunderne og miljøet. Løsningen afspejler også et stærkt samarbejde.

 

- Nogle gange kan det være svært at bede andre om at bygge noget om – især når det jo ikke er i stykker. Men Nill og Softværket har været åbne og positive fra starten, og ligesom os ønsker de jo at skrue på alle de knapper, som kan give kunden den bedste oplevelse, siger han.

 

Og de rosende ord gengældes af Nill Mortensen.

 

- Blue Idea har udviklet en super gennemarbejdet tjeneste, som kvalitetsmæssigt virker utrolig robust. Og så agerer de topprofessionelt. Jeg er blevet blæst bag over, hvor hurtigt de har svaret mig, når jeg har haft spørgsmål.  Så det har været en fed proces, siger han og understreger vigtigheden ved et godt samarbejde:

 

- Kunderne kan hurtigt blive kastebold mellem to virksomheder, når der er et problem. Men der er vi begge meget opmærksomme på at finde en løsning i fællesskab, så kunden kan føle sig tryg.