Vores historie
Det hele startede med en bog - og et helt særligt møde
Sveden piblede fra Flemming Bøgelys pande, da han i sommeren 2008 sad i Kroatien og læste bogen: Blue Ocean Strategy.
Ferien var en tiltrængt pause fra et hektisk arbejdsliv med alt for mange rejsedage. Efter i lang tid at have skabt værdi hos andre virksomheder, ønskede Flemming at skabe værdi for sig selv. Han ville starte sin egen virksomhed – og bogen viste ham vejen.
Hvis han kunne tage et eksisterende produkt og pakke det ind på en ny og anderledes måde, kunne han flyde med strømmen i det blå ocean – frem for at kæmpe i et konkurrencefyldt, rødt ocean, hvor det kun handler om priser.
Med 18 års erfaring fra telesektoren vidste han, at produktet skulle være mobiltelefonen. Men selve indpakningen opstod ved et tilfælde et år senere.
Lige nu havde han kun et navn: Blue Idea.
"Kan du hjælpe os?"
En junidag i 2009 trådte Flemming ind i et mødelokale hos Syddjurs Kommune. Han skulle præsentere sin nye idé: en mobiltilpasset website med forskellige SMS-funktioner (vi ved, hvad du tænker, men dengang fandtes der ikke et samlet CMS-system til både desktop og web).
Produktet solgte ikke ind, for der var en anden kommunikationsudfordring, som fyldte i hovederne på Syddjurs Kommune. NATOs brændstofdepot var gravet ned i Mols Bjerge, og de var ved at lægge beredskabsplaner for en mulig evakuering af borgerne i området.
”Kan du hjælpe os med det?” spurgte den kommunikationsansvarlige.
Flemming tænkte sig om. Og efter lidt tid listede han op til whiteboardet.
”Lad os sige, vi tager alle telefonnumre i Danmark og ligger i en stor hat med adresser. Og I så får forskellige muligheder for at udvælge de borgere, I vil sende SMS-beskeder til. Er det så det, I gerne vil have?”
Den kommunikationsansvarlige spærrede øjnene op, og det samme gjorde Flemming. Dér lå hans blå ocean. På vej hjem fra mødet åbnede han et nyt arbejdsdokument, og i overskriften skrev han: ”Beredskabsalarm”.
Et skelsættende møde
Selv om Flemming var på sporet af en værdifuld service, havde han ikke et produkt endnu. De næste måneder gik derfor med at udvikle en simpel prototype, som han kunne gå til markedet med. Men hvem bestod markedet egentlig af?
På det tidspunkt var der historier om colibakterier i drikkevandet på Sjælland. Og det fik Flemming til at stille skarpt på forsyningssektoren, hvis forbrugere ofte udsættes for akutte eller planlagte hændelser.
Men under de kommende salgsmøder løb Flemming ind i en udfordring. Kunderne troede ikke, at denne type af uopfordrede SMS’er var lovlige. Heldigvis kunne Flemming repetere Markedsføringsloven og Teleloven i søvne. Han vidste, at der var en særlig paragraf, som tillod serviceinformationer, så længe der var en forpligtet kunderelation.
Alligevel var det svært at få hul igennem til de første kunder. For hvordan skulle de stole på, at Flemming rent faktisk kunne levere det, han lovede?
Den 4. november 2009 blev derfor en skelsættende dag for Flemming og Blue Idea. Han præsenterede sin idé for direktøren hos Svendborg Vand, som i slutningen af mødet kiggede ham dybt i øjnene.
”Jeg har tillid til, at du kan lave det, du siger. Og vi vil gerne være jeres første kunde.”
Fra Beredskabsalarm til SMS-Service
Med første aftale på plads blev tjenesten Beredskabsalarm udviklet og lanceret. Langsomt rullede de første kunder ind, og i løbet af 2010 fik snebolden for alvor fart. Blue Idea blev en etableret samarbejdspartner i forsyningsbranchen, og kommunerne begyndte også at se behovet.
Det samme gjorde boligselskaberne. Men de syntes ikke, at Beredskabsalarm klingede på oprydning, trappevask, renovation og beboermøder. Derfor ændrede tjenesten navn til SMS-Service.
Nu havde Blue Idea fundet sine segmenter og sit formål: at hjælpe forsyningsselskaber, kommuner og boligselskaber i tilspidsede situationer, hvor der er behov for hurtig og effektiv kommunikation til borgerne.
De næste par år fik Blue Idea opbygget en stor portefølje af glade og tilfredse kunder. Men Flemming ønskede ikke at udvide kundesegmenterne i jagten på flere. For ham var der stor værdi i at være specialiseret i få segmenter. I stedet spejdede han mod Sverige.
Skandinavisk markedsleder
Dette måtte være skæbnen, tænkte Flemming, da han i 2012 stod foran hovedkontoret hos en svensk kunde i Stockholm. Fra indgangspartiet kunne han kigge op på gadeskiltet: Fleminggatan. Han havde længe overvejet, om SMS-Service kunne skabe samme værdi i Sverige, som det havde gjort i Danmark. Og nu besluttede han sig for at finde ud af det.
De kommende uger kørte Flemming de svenske landeveje tynde. Han fandt hurtigt ud af, at forsyningssektoren lignede den danske på mange punkter – og inden længe blev SMS-Service rullet ud i Sverige.
Siden er der sket meget i Blue Idea. Vi tæller i dag 15 ansatte, har åbnet nyt marked i Finland, og i 2021 solgte Flemming 70 procent af virksomheden til VækstPartner Kapital. Sammen har vi en vision om, at Blue Idea skal være markedsleder på vores service i hele Skandinavien.
Men på trods af vokseværket har vi fastholdt den small company spirit, som startede hele eventyret. Og vi kommer aldrig til at vækste i et tempo, der går på kompromis med vores værdier om at være tilgængelig, serviceminded og troværdig.
For dengang som i dag handler det om én ting: at yde den bedste service for vores kunder, så de kan yde den bedste service for deres borgere.