Den første weekend i april var en helt særlig weekend – for nogle helt særlige unge. Efter to års coronapause var det endelig muligt at afholde Børnecancerfondens årlige landstræf for unge, der enten har eller har haft kræft.
– Formålet er at give de unge en positiv oplevelse og en pause væk fra hospitaler og hårde behandlinger. De unge forstår hinanden og tør spørge ind til hinandens sygdomme. Og dem, som er kommet igennem kræften, er med til at give håb til dem, som har det, siger Marianne Benzon Nielsen, som er direktør i Børnecancerfonden.
På Scandic Sluseholmen var unge fra nær og fjern mødt op til en weekend med hygge, god mad og sjove aktiviteter. Og til at klæde dem på med praktiske informationer i løbet af weekenden, fik Børnecancerfonden stillet SMS-Service gratis til rådighed.
Praktisk info via SMS
Årets landstræf bød blandt andet på brætspil, filmproduktion, Oscar-uddeling, tryllekunstner, X-Factor-optræden og en afsluttende fest med DJ-musik. Aktiviteterne var fordelt over en hel weekend, og de unge blev løbende holdt opdateret via SMS.
– Det er en stor hjælp, når der er så mange unge samlet. Alle har en telefon, og med en kort SMS ved alle, hvad de skal, og hvornår de skal mødes. Det gør det nemmere for vores frivillige – og fjerner tvivlen fra de unge, siger Marianne Benzon Nielsen.
Derudover giver SMS-Service de frivillige en åben linje til de unge både op til og efter landstræffet.
– Når de er på vej herover, kan vi skrive, at vi glæder os til at se dem, og når de er taget hjem, kan vi sige tak for nu. På den måde føler de unge sig velkomne og taget hånd om hele vejen hjem, siger Marianne Benzon Nielsen.
Ligger hjertet nær
Børnecancerfonden har haft gratis adgang til SMS-Service siden 2016. Og Marianne Benzon Nielsen glæder sig over samarbejdet og den gratis hjælp.
– SMS-Service fungerer bare fantastisk, når vi har sådan nogle events. Samtidig har Blue Idea hjulpet os med andre ting tidligere, og det er bare dejligt at mærke lysten til at hjælpe, siger hun.
For Blue Ideas direktør, Flemming Bøgely, har Børnecancerfonden altid ligget hjertet meget nært. Han har flere gange cyklet til Paris for Team Rynkeby, og han har mødt mange børn og unge, som har kræften inde på livet.
– Det er en forfærdelig sygdom i sig selv, men når det rammer børn, bliver det bare værre. Og når man møder de her unge og deres forældre, så ved man, hvilken kamp de går igennem. Det er så hårdt og uretfærdigt, og derfor vil vi gerne hjælpe på alle de måder, vi kan, siger han.